Skanør-Falsterbo (officielt Skanör med Falsterbo) er et byområde i Vellinge kommune i Skåne, i det sydvestligste Sverige. Byområdet består af de i 1960'erne sammenvoksede, og siden 1754 fælles styrede, middelalderlige småbyer Falsterbo og Skanør, som dog stadig udgør to forskellige postdistrikter. Grænsen mellem Skanør og Falsterbo består traditionelt af et fortidsminderegistreret tangdige, der løber fra vådområdet Flommen til Skanörs ljung.
Tvillingebyerne ligger på Falsterbonäset, Skånes og Sveriges sydvestligste spids, 30 kilometer sydvest fra Malmö. Det er Vellinge kommunes næststørste byområde, både efter indbyggertal og areal. De fleste indbyggere bor i Skanør, i nord, mens der kommer flest turister til Falsterbo, i syd. Falsterbonäset er i dag gennemgravet af Falsterbokanalen.